Religiøs leder: Malala blev ikke skudt

Lederen af Pakistans største religiøse parti har sået tvivl om Talibans nedskydning af den 15-årige skolepige og aktivist Malala Yousufzai. Han tror ikke på, at hun er blevet ramt i hovedet.

Malala slap med nød og næppe med livet i behold, da bevæbnede medlemmer af Taliban i sidste måned skød hende i en skolebus, fordi hun slås for pigers ret til at gå i skole. Det er noget, Taliban er arg modstander af.

I Storbritannien, hvor hun nu er ved at komme sig, siger læger, at kuglen fra angrebet har strejfet hjernen og gået gennem hendes hoved og hals, inden den endte i hendes venstre skulder.

Men lægernes forklaring afvises pure af præsten, Fazlur Rehman, der er Taliban-tilhænger og leder af partiet Jamiat Ulema-e-Islam Fazl (JUIF), den største religiøse gruppering i parlamentet.

- Fotografier, der er lagt ud på sociale medier, viser, at hele sagen er mistænkelig, fordi der ikke var nogen tegn på sår, efter at hendes bandage var blevet fjernet. Det viser, at kuglen ikke har ramt hende i hovedet, sagde han søndag på et møde i Nordvestpakistan.

Billeder, der er offentliggjort af Queen Elizabeth Hospital i Birmingham, viser Malala siddende sammen med sin familie. Meget af hendes hoved er dækket af et blåt håndklæde.

Malala blev kendt internationalt i 2009 med en blog på BBC Urdu, hvor hun anklagede Taliban for en brutal optræden i Swat-dalen, som krigerne kontrollerede i flere år, indtil de blev fordrevet ved en militæraktion tre år senere.

De koldblodede forsøg på at dræbe teenageren har rystet hele verden, men mange i Pakistan, hvor konspirationsteorier om alle emner trives, mener, at episoden er et forsøg på en plan om at bagvaske Taliban og Islam.

Sociale medier i Pakistan strømmer over af den slags kommentarer og billeder af Malala, der rejser spørgsmål om angrebets troværdighed.

Kilde: AFP

Dagens Gossip