Religiøse hensyn udløser vrede mod Marks & Spencer

Skrevet af admin

23/12/2013

Dagens topnyheder

Varehuskæden Marks & Spencer (M&S) har fået ørene i kundernes maskine i Storbritannien, fordi en muslimsk ekspedient i et varehus med ledelsens billigelse afviste at hjælpe en kunde med at købe alkohol og bacon.

Nu er der opfordringer på Facebook til at boykotte M&S. Her er der ifølge avisen The Telegraph oprettet en gruppe, der opfordrer til boykot af M&S med den begrundelse, at varehuset skaber "splittelse og had inden for vort samfund".

Sagen kom frem, da den muslimske ekspedient i varehuset i det centrale London meddelte kunden, at han måtte gå til en anden kasse for at købe sin bacon og alkohol. Hun ville ikke røre det på grund af sin religion.

Siden har en talsmand for M&S sagt, at ja, sådan er varehusets politik.

Men der er begået en fejl, siger talsmanden, for normalt skulle ekspedienten ikke stilles i sådan en situation. Hun skulle arbejde i en afdeling, hvor der ikke var svin eller alkohol. For eksempel i bageriafdelingen.

Talsmanden siger også, at M&S prøver at opretholde et miljø, hvor der ikke er diskrimination, og denne politik er gældende i alle M&S-varehuse - omkring 700.

Han tilføjer, at kristne også tilgodeses, for eksempel hvis kristne ikke vil arbejde om søndagen på grund af deres religion. Eller jøder, som ikke vil arbejde om lørdagen på grund af religionen.

Sagen har fået mange briter til tasterne på Facebook, hvor Telegraph har kigget med.

- Det er kunderne, der betaler jeres løn og overskud. Det er kunderne, der har magten til at diktere succes eller fiasko for et firma. Det vil I snart opdage, når det her spredes, skriver én.

En anden påpeger, at sådan en politik kan skabe mange dilemmaer.

- Hvis en kristen medarbejder nægter at sælge kvindetøj til en mandlig homoseksuel eller mandetøj til lesbiske, så håber jeg, at I vil stå side om side med denne arbejders religiøse og personlige overbevisning.

/ritzau/