Remee takker for skør X Factor-sæson

Efter endnu en sæson med stjernestøv, talentmasse og rørende musikalske øjeblikke kulminerede årets X Factor med finalen fredag aften.

Her kunne Remee se sin unge solist, 15-årige Emilie Esther, synge sig helt til tops i den ottende udgave af den ekstremt populære sangkonkurrence.

Den 40-årige hitmager har haft en følelsesmæssig sæson, hvor han både måtte stå i det svære valg af at skulle vælge mellem to af sine unge solister, Tannaz Hakami og Baraa Qadoura, i program fire, men også kunne slutte sæsonen af som vinder for anden gang.

- Takker af for en skør sæson med intense øjeblikke, lange nætter, dygtige meddommere, inspirerede idéer, et fantastisk produktionshold og nogle vældigt lovende talenter, der er kommet frem i lyset, skriver produceren på sin Instagram-profil til et billede af sig selv og sine to meddommere, Lina Rafn og Thomas Blachman, ved dommerbordet, men hvor deres hoveder er erstattet af smiley-symboler.

- Ønsker dem alle alt mulig succes fremover, tilføjer Remee med et hjertesymbol og budskabet "One Love."

I en kommentar til billedet istemmer 38-årige Lina Rafn også Remees reflektioner af sæsonen med den enkeltstående, sigende tilkendegivelse:

- Hørt!!!!

Allerede inden finalen annoncerede DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, at der kommer en niende sæson af X Factor næste år.

- X Factor har haft en forrygende sæson i år, og vi har fået beviset for, at der bliver ved med at opstå unikt talent ude i landet. Så vi glæder os til at give både seere og deltagere en ny stor oplevelse i 2016, siger han til dr.dk.

Se Remees deltager, Emilie Esther, synge sit vindernummer til finalen her: https://www.youtube.com/watch?v=cqHdPFHRy74

Og se Remee takke for årets sæson her: https://www.youtube.com/watch?v=cqHdPFHRy74

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV