Renault beroliger elbil-ejere efter konkurs

Bilimportørens mest solgte elbil er Renault Fluence. Dem kører der 238 af rundt i landet, og selv om elbiloperatøren Better Place søndag meddelte, at selskabet indgiver konkursbegæring, behøver bilejerne ikke frygte, at de pludselig er afskåret fra at kunne få strøm på bilen.

»Konkursen er selvfølgelig dybt beklagelig. Men det er rigtig vigtigt for os at sige, at kundernes mobilitet er sikret. De får bare en batterilejeaftale gennem Renault i stedet for Better Place. Folk, der har en Fluence, skal vide, at de stadig kan køre rundt i deres bil,« siger Renaults informationschef, Søren Hyltoft Thomsen, til bt.dk.

Umiddelbart efter konkursbegæringen frygtede foreningen Forenede Danske Motorejere (FDM), at elbilister ville stå med biler, de ikke kunne bruge:

»Det betyder jo i værste fald, at man kan risikere at have en bil, man ikke kan bruge til noget. Teknologien i de her biler er jo bundet fuldstændigt op på de skiftestationer, som Better Place har drevet,« sagde Per Alkestrup, leder af den juridiske rådgivning i FDM, til TV 2 News.

Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place, understreger, at kunderne fortsat vil blive serviceret trods konkursen.

»Vi fortsætter med at servicere kunderne, indtil en kurator dukker op, og så må kurator tage stilling til det. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad kurator gør, men medarbejderne her hos os møder på arbejde og tager sig af kunderne indtil da. Folk vil stadig kunne lade bilerne, og vores udstyr virker som det skal. Vi tager ikke ud og piller ladestandere ned nu,« siger han til bt.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Forbrugerrådet, der i stedet henviser til FDM. Her opfordrer man kunderne til at læse kontrakten med Better Place grundigt igennem og søge professionel rådgivning.

Better Place begrunder konkursbegæringen med, at firmaets moderselskab ikke har været i stand til at rejse de nødvendige midler til at fortsætte driften af virksomheden.

»Det er umådeligt trist, at det for os ender her efter mere end fire års intenst arbejde. Det har hele tiden været en forudsætning, at Better Place Danmark A/S fik adgang til ekstern finansiering i endnu to-tre år, før selskabet ville kunne stå på egne ben,« siger Johnny Hansen og uddyber:

»Der er blevet arbejdet hårdt på at skaffe den nødvendige finansiering helt til sidste minut, men det lykkedes desværre ikke. Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation,« siger Better Places administrerende direktør.

Better Place har ifølge egne oplysninger »mere end 500 kunder«. Ifølge De Danske Bilimportører blev der sidste år solgt 527 eldrevne personbiler i Danmark.

Dagens Gossip