Renault: Elbil-ejere er i trygge hænder

Bilimportørens mest solgte elbil er Renault Fluence. Dem kører der 238 af rundt i landet, og selvom elbiloperatøren Better Place søndag meddelte, at selskabet indgiver konkursbegæring, så behøver bilejerne ikke at frygte, at de pludselig er afskåret fra at kunne få strøm på bilen.

»Konkursen er selvfølgelig dybt beklagelig. Men det er rigtig vigtigt for os at sige, at kundernes mobilitet er sikret. De får bare en batterilejeaftale gennem Renault i stedet for Better Place. Folk, der har en Fluence, skal vide, at de stadig kan køre rundt i deres bil,« siger Renaults informationschef, Søren Hyltoft Thomsen, til bt.dk.

Better Place er Danmarks største elbiloperatør, og elbilerne købes således med et Better Place-abonnement. Man lejer bilens batteri af operatøren og får adgang til ladestandere og batteriskiftestationer.

Johnny Hansen, der er administrerende direktør for Better Place, understreger også, at kunderne fortsat vil blive serviceret trods konkursen.

»Vi fortsætter med at servicere kunderne, indtil en kurator dukker op, og så må kurator tage stilling til det. Jeg kan ikke udtale mig om, hvad kurator gør, men medarbejderne her hos os møder på arbejde og tager sig af kunderne indtil da. Folk vil stadig kunne lade bilerne, og vores udstyr virker, som det skal. Vi tager ikke ud og piller ladestandere ned nu,« siger han til bt.dk.

Det landsdækkende netværk af batteriskiftestationer og ladestandere stod færdig i slutningen af 2012, men Better Place meddelte altså søndag, at selskabet har indgivet konkursbegæring.

Better Place har »mere end 500 kunder«. Ifølge De Danske Bilimportører blev der sidste år solgt 527 eldrevne personbiler i Danmark.

Dagens Gossip

Dagens TV