René Holten har det ambivalent med bronzemedalje

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

Kun guld er godt nok for et ægte konkurrencemenneske, og det er præcis, hvad kajakroeren René Holten Poulsen er.

Derfor kunne han heller ikke 100 procent glæde sig over at have taget den første danske European Games-medalje nogensinde, da det blev til bronze i 1000 meter enerkajak mandag morgen dansk tid.

- Det er sindssygt fedt at være den første dansker til at tage en medalje. Det var bare ærgerligt, jeg ikke blev den første til at vinde guld, siger den danske kajakroer til DR efter medaljeoverrækkelsen i Baku.

VM til august og de olympiske lege i Rio næste år er de helt store mål for René Holten Poulsen, og finalen mandag i Baku har givet ham noget at arbejde med, så han ikke fremover skal lade sig nøjes med sølv- og bronzemedaljer.

- Jeg var nødt til at prøve at gå hurtigt ud for at prøve at presse Max (Hoff, red.), og så kunne jeg ikke omstille mig til at få det sidste stykke til at køre efter mit hårde udlæg. Så det må jeg hjem og arbejde med, lyder det fra den stærke kajakmand.

Tirsdag eftermiddag har han endnu en medaljechance, når der er finale i 5000 meter enerkajak.

Det er dog 1000 meter-distancen, som er Holten Poulsens primære fokus, men han har tidligere leveret gode resultater på den femdobbelte distance. Senest blev det til sølv ved World Cup-stævnet Bagsværd for et par uger siden.

/ritzau/