René Holten må nøjes med bronze trods hårdt udlæg

Det blev ikke til sejr for René Holten Poulsen i finalen i 1000 meter enerkajak ved European Games, da han nok en gang måtte se sin tyske rival Max Hoff løbe med sejren.

Max Hoff, som danskeren endnu ikke har haft held til at besejre i år, roede et veldisponeret løb og trak igennem til sidst, mens René Holten Poulsen tog bronze.

Med et aggressivt udlæg lagde René Holten Poulsen sig ellers en halv bådlængde foran Max Hoff, og halvvejs lå danskeren foran Hoff.

Men tyskeren er uhyggeligt stærk i denne sæson, og på de sidste 250 meter tordnede Hoff forbi både René Holten Poulsen og portugiseren Fernando Pimenta, som til sidst skulle fordele de tre medaljer imellem sig.

Desværre for danskeren var der flere kræfter tilbage i konkurrenternes arme på de sidste meter, og Max Hoff snuppede guldet.

Han var omkring en meter foran Fernando Pimenta, der vandt sølv, mens René Holten Poulsen på bronzepladsen var omkring en halv bådlængde efter Hoff.

Dermed fik Danmark altså sin første medalje ved European Games, hvor Danmarks Idrætsforbund (DIF) har sat en målsætning på fem medaljer for de danske atleter.

/ritzau/

Dagens Gossip