René Holten tager VM-guld i 1000 meter enerkajak

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

René Holten Poulsen roede en fantastisk finale i 1000 meter enerkajak ved VM i Milano og tog guld efter at have ført fra start til slut.

Det er Maribo-roerens fjerde VM-medalje, men det er hans første guldmedalje på den olympiske 1000 meter-distance, der er kongedisciplinen inden for kajak.

Fra starten af løbet lagde danskeren sig i front af feltet, og selvom han blev presset frem mod målstregen, kunne ingen fange ham.

Det var ellers et stærkt felt, René Holten Poulsen skulle konkurrere mod.

Til start var blandt andre både favoritten, tyskeren Max Hoff, og portugiseren Fernando Pimenta, som begge slog danskeren i samme disciplin ved European Games tidligere på sommeren.

Den forsvarende verdensmester, Josef Dostal fra Tjekkiet, var også til start, og han snuppede sølvmedaljen knap et halvt sekund efter den danske guldvinder.

Fernando Pimenta fik bronze, mens Max Hoff efter en meget sløv start overraskende måtte tage til takke med en fjerdeplads.

Ud over guldmedaljen kan René Holten Poulsen også glæde sig over, at præstationen giver kvalifikation til OL i Rio næste år.

René Holten Poulsen er ligeledes kvalificeret til VM-finalen i 500 meter enerkajak, hvor han er forsvarende verdensmester, men den distance er ikke på det olympiske program.

Finalen på 500 meter bliver roet søndag formiddag.

/ritzau/