René Holten tester VM-bane mod russiske kajakroere

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

René Holten Poulsen er sammen med de to øvrige dominerende kajakroere i årets World Cup-serie blevet inviteret med til weekendens invitationsstævne Presidents Cup, der normalt kun er for russiske roere.

Stævnet fungerer som russernes VM-udtagelse, og René Holten Poulsen deltager på den olympiske 1000 meter sammen med tyskeren Max Hoff, der vandt guld ved alle tre World Cup-stævner i år, og portugiseren Fernando Pimenta, der snuppede to bronzemedaljer.

René Poulsen, den regerende europamester på 1000 meter, vandt to sølvmedaljer.

- Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil se banen og omgivelserne an inden VM. Jeg har i ugerne siden World Cup-løbene trænet på Bagsværd Sø og har også roet den nationale udtagelse på trods af, at jeg var forhåndsudtaget til EM og VM på baggrund af mine World Cup-resultater.

- Jeg vandt alligevel med fire sekunder ned til nummer to, selvom jeg trænet fuldt program og uden nogen form for nedtrapning, så jeg vil mene, at jeg er godt kørende for tiden, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse.

VM i kajak finder den sted på det gamle olympiske stadion i Moskva 7.-10. august. Stævnet bliver samtidig en fin lille test inden EM midt i juli for Maribo Kajakklub-atleten.

- Hovedfokus i denne weekend bliver at sætte tempoet ned over banen og følge min egen raceplan 100 procent og dermed få den bedst mulige test af VM-banen inden selve VM.

- Det er gået godt med træningen de sidste par uger, og jeg har roet rigtig fint til træning. Der bliver dog ikke med nogen form for nedtrapning, da VM er det absolut vigtigste i år, siger han.

/ritzau/