René Holten til VM i Milano: Der skal medaljer med hjem

Skrevet af admin

18/08/2015

Mest læste i dag

René Holten Poulsen skal sammen med flere af Danmarks bedste kajakroere fra på torsdag kæmpe om VM-medaljer i Milano.

Ud over medaljer skal danskerne også forsøge at kvalificere sig til næste års OL i Rio de Janeiro.

26-årige René Holten har gode minder fra den norditalienske by, hvor Maribo-roeren i 2008 fik sit internationale gennembrud i toerkajak (K2) sammen med Kim Wraae, da duoen vandt EM-titlen. Denne gang hedder makkeren i 1000 meter toerkajak, Nils Boe.

René Holten jagter desuden individuel hæder i enerkajak (K1) over 500, 1000 og 5000 meter.

- De, der kender mig, ved, at jeg altid vil vinde, men mit mål for dette VM er, at jeg selv i K1 og Nils og jeg i K2 skal kvalificere os til OL, og vi skal have medaljer med hjem, siger René Holten Poulsen i en pressemeddelelse.

- Vi er dog oppe mod et stærkt felt, så det handler om timing nu. Om at ro godt på dagen og slå til.

- Det afgørende er, at jeg selv og Nils sammen rammer vores bedste niveau, og at vi får roet optimale løb. Gør vi det, så er det også muligt, at vi blander os i medaljerne, så vi er fortrøstningsfulde, siger han.

Hvis den danske duo skal booke en plads til legene i Rio, så kræver det en sjetteplads.

René Holten, der er forsvarende verdensmester i 500 meter enerkajak, beretter om en god optakt til årets højdepunkt.

- Forberedelserne har været rigtigt gode, og kroppen har det godt. Jeg er slim og fit, og fordi vi har haft en lang optakt til VM, har vi kunnet dosere min træning optimalt de sidste uger, så jeg er der, hvor jeg skal være, siger han.

/ritzau/