Rene startede arbejdsdagen med at sniffe kokain: 'Det fungerede fint'

Skrevet af Morten Larsen

16/09/2015

Dagens topnyheder

I flere år levede 37-årige Rene Widding to vidt forskellige liv.

Han solgte kokain og festede om natten samtidig med, at han passede sit job om dagen.

Sønderjyden kompenserede for den manglede nattesøvn ved at sniffe kokain før morgenmaden, da det hvide pulver gjorde, at han kunne klare arbejdsdagen uden at blive træt.

- Det fungerede fint, siger Rene Widding til Dagens.dk og fortsætter:

- Jeg ville ikke miste mit arbejde, så det gjaldt om at finde en balance.

Dårlig samvittighed og skyldfølelse fyldte ham, når han stod på arbejdet og var påvirket af amfetamin og kokain, mens han betjente virksomhedens tunge maskiner.

- Hvis jeg kigger tilbage på det, var det ikke så godt, siger Rene Widding, der sniffede omkring fire gram kokain hver dag i seks år.

Politiet sparkede døren ind 
Han var i midten af tyverne, da han fik smag for stofferne, der fik ham til at føle sig godt tilpas, og som senere gav ham masser af magt.

På arbejdet var der en kollega, der handlede med narko og som havde godt med penge.

Efter han i noget tid havde hjulpet arbejdskammeraten med de lyssky forretninger, lykkedes det Rene Widding at sætte sig på den lokale narkohandel.

Dobbeltlivet som frygtet narkosælger og ihærdig arbejder med masser af overarbejdstimer på lønsedlen varede indtil en vinterdag i 2007, hvor politiet sparkede døren ind til hans hjem.

Her fandt de masser af pengesedler og poser med kokain.

- Min verden brød sammen, siger Rene Widding.

Misbrug giver sygedage
Selv om Rene Widding formåede at passe både sit misbrug og arbejde lige til den dag, hvor politiet kom, og han røg omkring to år i fængsel, så er danskernes misbrug årsag til, at samfundet hvert år går glip af masser af penge og arbejdstimer.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens nye rapport Sygdomsbyrden i Danmark.

Læs også: Dette chokerende billede viser, hvorfor du ALDRIG skal tage kokain

Her kan man læse, at misbrug hvert år koster 3.8 millioner kroner på grund af tabt produktion, og der er således penge at spare, hvis virksomheder kan få hevet deres medarbejdere ud af misbrug.

På Behandlingscenter Tjele rådgiver man virksomheder til at opdage og håndtere de situationer, hvor deres medarbejdere er kommet ud i et alkohol- eller stofmisbrug.

- Virksomhederne kan mange gange hjælpe, når de sætter nogle krav, hvilket gør, at misbrugeren bliver indstillet på at komme ud af sit misbrug, siger Anne-Margrethe Overgaard, afdelingsleder på behandlingscentret Tjelehuset.

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport har erhvervsaktive personer med misbrug årligt 770.000 flere sygedage end de personer på arbejdsmarkedet, der ikke døjer med misbrug.

Det tal kan ifølge Anne-Margrethe Overgaard bringes ned, hvis virksomhederne tør gribe ind.

- Det værste man kan gøre, er ikke at gøre noget, og et misbrug kan koste mange penge i produktionstab i kraft af sygedage eller grundet kollegaer, der skal overtage arbejdsbyrden og dermed får et ekstra pres af opgaver grundet kollegaens misbrug. Udover produktionstabet har misbrug derfor også indflydelse på arbejdsmiljøet, siger Anne-Margrethe Overgaard.

Takker arbejdspladsen
Det er snart ni år siden, at Rene Widding sidst rørte de stoffer, der ifølge Sundhedsstyrelsen oftest fører til misbrug hos mænd i aldersgruppen 25 til 34 år. 

I dag har han sin arbejdsgang omkring 30 kilometer nord for Tønder hos virksomheden Byggebjerg Beton, hvor han også er tillidsrepræsentant.  

At Rene Widding ikke er røget tilbage i misbruget, takker han Byggebjerg Beton og den lokale fagforening 3F Vojens for. 

- Om man har haft en god eller dårlig dag, så har jeg altid kunne snakke med dem om det, siger Rene Widding. 

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: