René Toft får tre år ekstra i THW Kiel

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Den danske håndboldlandsholdsspiller René Toft Hansen fortsætter i den tyske storklub THW Kiel frem til sommeren 2018.

Stregspillerens kontrakt med klubben løb oprindelig til 2015, men danskeren har gjort det så godt i Kiel, at klubben allerede nu har valgt at forlænge samarbejdet med yderligere tre sæsoner.

Også Toft Hansens stregkollega, tyskeren Patrick Wiencek, har forlænget sin kontrakt til stor tilfredshed for klubbens forretningsfører Klaus Elwardt.

- René og Patrick har på kort tid udviklet sig til en af verdens bedste stregduoer. Det har andre klubber selvfølgelig fået øjnene op for. Derfor er vi meget glade for, at de begge så tidligt har knyttet deres fremtid til THW Kiel, siger Elwardt til THW's hjemmeside.

- Positionen som stregspiller spiller en stor rolle i vores taktiske system, lyder det fra Kiel-træner Alfred Gislason.

- Jeg har været meget glad for, at René og Patrick så hurtigt har fundet sig til rette, og de er begge faste søjler i vores spil, siger den islandske træner.

René Toft Hansen, der i januar var med til at vinde EM-sølv med det danske landshold, er i gang med sin anden sæson i klubben.

- Kiel er håndboldens Mekka og det bedste sted for vores sport. Jeg ser frem til at udleve denne drøm i lang tid endnu, siger René Toft Hansen til klubbens hjemmeside.

/ritzau/