Rengøringsdamens datter ruller ærmerne op

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Omverdenen har måtte vente, mens Pia Olsen Dyhr (SF) har brugt tid på at beslutte, om hun vil tage et job, som de færreste ville røre med en ildtang.

Imens har kommentatorer og markante kræfter internt i partiet udråbt hende til formandsfavorit.

Man glemmer helt, at det bare er en uge siden, at SF brød sammen for åben skærm og ramte dets største krise i nyere tid, da partiet blev splittet, og Annette Vilhelmsen trak sig som formand og partiet ud af regeringen.

Derved mistede Pia Olsen Dyhr sin post som transportminister, men allerede nu er hun igen klar til at rulle ærmerne op og kæmpe for at samle SF, der er splittet i flere fløje.

- Hvis vi skulle opgive enten den røde eller den grønne fløj, så vil SF være amputeret, så det er en falsk modsætning at stille op. SF har bedst af, at vi er stærke på begge sider, siger hun torsdag til Ritzau.

Som barn i velhaverkommunen Vallensbæk voksede Pia Olsen Dyhr op i et socialt boligbyggeri, og hun er derfra vant til at se livet fra flere sider.

Hendes far var førtidspensionist og moderen rengøringsdame. Da hun var 11 år gammel, flyttede moderen og hendes søskende, mens Pia Olsen Dyhr blev boende for at passe sin far, der havde sukkersyge.

I 8. klasse overhørte hun drengene tale nedsættende om piger, hvilket tændte en ild i hende, og hun undersøgte, hvad de forskellige partier mente om ligestilling for at finde gode argumenter.

Her startede hendes politiske karriere, har hun senere udtalt.

Men med hendes baggrund lå det ikke i kortene, at Pia Olsen Dyhr skulle blive universitetskandidat i statskundskab og senere minister.

I 2005 stillede hun op til formandsvalget i SF, men tabte til Villy Søvndal, der endte med at vinde formandskampen og SF's historiske indtog i regeringen. En ting som Pia Olsen Dyhr fortsat vil kæmpe for.

Som minister har Pia Olsen Dyhr flere gange markeret sig som løsningsorienteret, og hun har flere resultater bag sig.

I 1996 blev hun formand for SF-ungdom, i 2007 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun i to omgange har været transportordfører, før hun i 2011 blev handels- og investeringsminister.

Men det var ikke overraskende i Transportministeriet, hun landede sin største politiske sejr, da hun sikrede den store aftale om Togfonden DK, hvor 28,5 milliarder kroner investeres i at bedre togtrafikken.

Den 42-årige Pia Olsen Dyhrs hjerte banker for miljø og klima, international politik og forbrugersager, og hun har været medlem af tænketanken "Forum Europa" under Handelshøjskolen og næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

I dag bor hun i Brønshøj med manden Villy Dyhr, der er forbundssekretær i HK. Sammen har de en datter, og familien består desuden af Villy Dyhrs to øvrige døtre.

/ritzau/