Rengøringsdamens datter tager over i SF

Skrevet af admin

13/02/2014

Mest læste i dag

Da Pia Olsen Dyhr (SF) i august blev præsenteret som transportminister, blev hun også præsenteret for det uundgåelige spørgsmål.

SF kæmpede med faldende tilslutning i meningsmålingerne, og pressen var allerede begyndt at se sig om efter kandidater til et fremtidigt formandsvalg. Og Olsen Dyhr, som i 2005 tabte formandsvalget til Villy Søvndal, var oplagt.

- Nej, lød det kontante svar fra Olsen Dyhr, som holdt sig fra de retoriske omfartsveje om hypotetiske spørgsmål og "alt kan ske i fodbold og politik".

Et halvt år senere er Olsen Dyhr så alligevel kåret som ny formand for SF uden modkandidater, efter de seneste ugers kaos, hvor SF trak sig fra regeringen, og Annette Vilhelmsen annoncerede sin afgang som formand.

Selvom Pia Olsen Dyhr er en del af den traditionelle grønne fløj i SF, så har hun varmet op til formandsposten med at signalere samling i det splittede parti.

- Hvis vi skulle opgive enten den røde eller den grønne fløj, så vil SF være amputeret, så det er en falsk modsætning at stille op. SF har bedst af, at vi er stærke på begge sider, har hun blandt andet sagt til Ritzau.

Som barn i velhaverkommunen Vallensbæk voksede Pia Olsen Dyhr op i et socialt boligbyggeri, og hun er derfra vant til at se livet fra flere sider.

Hendes far var førtidspensionist og moderen rengøringsdame. Da hun var 11 år gammel, flyttede moderen og hendes søskende, mens Pia Olsen Dyhr blev boende for at passe sin far, der havde sukkersyge.

Da hun blev alene med faren gik det imidlertid op for hende, at han kæmpede med andet end sygdom. Han var alkoholiker, og hans utilregnelige adfærd betød, at datteren ikke turde invitere venner med hjem.

I 8. klasse overhørte hun drengene tale nedsættende om piger, hvilket tændte en ild i hende, og hun undersøgte, hvad de forskellige partier mente om ligestilling for at finde gode argumenter.

Her startede hendes politiske karriere, har hun senere udtalt.

Men med hendes baggrund lå det ikke i kortene, at Pia Olsen Dyhr skulle blive universitetskandidat i statskundskab og senere minister og partiformand.

I 2005 stillede hun op til formandsvalget i SF, men tabte til Villy Søvndal, der endte med at stå i spidsen for SF's historiske indtog i regeringen. Og det er målet at bringe SF tilbage i regering, har Pia Olsen Dyhr understreget.

Den nye SF-formand startede sin politiske karriere som formand for SF-ungdom i 1996, i 2007 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun i to omgange har været transportordfører, før hun i 2011 blev handels- og investeringsminister.

Men det var ikke overraskende i Transportministeriet, hun landede sin største politiske sejr, da hun sikrede den store aftale om Togfonden DK, hvor 28,5 milliarder kroner investeres i at bedre togtrafikken.

Den 42-årige Pia Olsen Dyhrs hjerte banker især for miljø og klima, international politik og forbrugersager, og hun har været medlem af tænketanken "Forum Europa" under Handelshøjskolen og næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

I dag bor hun i Brønshøj med manden Villy Dyhr, der er forbundssekretær i HK. Manden hører i øvrigt til den store gruppe af tidligere SF'ere, som i dag har meldt sig ind hos Socialdemokraterne.

Sammen har de en datter, og familien består desuden af Villy Dyhrs to øvrige døtre.

/ritzau/