Rengøringsfirmaer vil dæmme op for tvangsarbejde

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Torsdag kommer anklageren ved Retten i Helsingør med sine afsluttende bemærkninger for at få dømt en 34-årig mand efter straffelovens paragraf om menneskehandel og tvangsarbejde, som kan give op til 10 års fængsel.

Men det er ikke kun i retssalen i Helsingør, der er blevet arbejdet på at forhindre tvangsarbejde i at finde sted. Rengøringsfirmaerne Forenede Service og ISS har de seneste år også taget skridt for at forhindre, at deres udenlandske personale bliver udnyttet til tvangsarbejde af udspekulerede bagmænd.

Siden september 2013 har ISS udleveret et brev til alle virksomhedens rumænere på deres modersmål.

Heri fremgår deres rettigheder og lønforhold. De bliver orienteret om, at lønsedlerne havner i deres E-boks, så de på den måde kan tjekke, at det retmæssige beløb er til rådighed på deres NEM-konto.

Hos Forenede Service, hvor den 34-årige tiltalte var underleverandør, har man taget endnu mere drastiske midler i brug.

Firmaet har opsagt samarbejdet med alle dets 82 underleverandører, selv om størstedelen af dem var hæderlige.

- I foråret 2012 fandt vi ud af, at der var noget her, som var helt uacceptabelt. Der droppede vi endegyldigt at bruge underleverandører, siger administrerende direktør i Forenede Service Steen Gede.

I stedet for at bruge underleverandører ansætter Forenede Service nu rengøringspersonalet direkte i virksomheden, efter de har kontrolleret deres papirer og fortalt dem om deres vilkår.

Omstruktureringen har ifølge Steen Gede kostet Forenede Service mindst 20 millioner kroner.

Den fremgangsmåde roser bestyrelsesmedlem i 3F Nordsjælland Øst Rudi Andreasen, som har været med til at gøre selskaberne opmærksom på problemerne og har fulgt retsmøderne tæt i to verserende sager om menneskehandel og tvangsarbejde.

- Forenede Service har gjort utrolig meget. De har virkelig lagt sig i selen for at få elimineret det pjat og svindel, der har foregået. Initiativerne kunne i allerhøjeste grad være et forbillede for andre selskaber, siger Rudi Andreasen.

Han roser også ISS's initiativ, men tager dog forbehold for, at rumænerne kan have store udfordringer med at betjene de offentlige danske it-systemer.

Tiltagene virker, hvis man skal tro Forenede Service og ISS. De peger på, at der ikke har været yderligere sager, siden man intensiverede kampen mod problemstillingen. Heller ikke 3F har hørt om yderligere sager.

/ritzau/