Renteregningen slår nye bundrekorder

Når lånerenterne skraber bunden, så gør danskernes udgifter til boligrenter det samme. I den seneste opgørelse fra Nationalbanken slår de en ny bundrekord, som per måned ligger 419 kroner under den hidtidige rentebetaling - alene for realkreditlån.

I maj betalte landets cirka halvanden million boligejerne i gennemsnit 2.735 kroner i rente på deres realkreditlån mod 3.154 kroner for et år siden og 5.151 kroner, da betalingerne var højest.»Efter skat svarer det til en besparelse på 278 kroner,« konstaterer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.

Hun advarer dog om, at det kan være slut med bundrekorder i rentebetalinger, efter den amerikanske centralbankchef Ben Bernankes udtalelser i sidste uge om, at FED forventer at begynde en udfasning af bankens ekstraordinære obligationskøb inden årets udgang.

Det gav så store bølgeskvulp på markederne, at de 30-årige fastforrentede realkreditlån i Danmark er ved at skifte kuponrente fra 3 til 3,5 procent. To af de andre direktører i FED var dog i går ude og gyde olie på de oprørte vande.

»Da obligationskøbene har været med til at holde renten nede, var den første umiddelbare markedsreaktion stigende renter. Her de seneste dage har vi så kunnet konstatere, at realkreditrenterne er faldet lidt igen i takt med at diverse FED-medlemmer har forsøgt at gyde olie på vandene,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

Men modreaktionen har ikke været større, end at juni efter hendes mening kan blive en dyrere måned for boligejerne end maj.

Nationalbanken konstaterer i sin opgørelse, at de faldende renter gennem det seneste år har flyttet boligejerne i retning af fastforrentede lån, som er vokset med 19 milliarder kroner i omfang.

Der er i perioden omlagt lån med et-årig rentetilpasning til længere rentetilpasning for over 70 milliarder kroner, og det en U-vending i forhold til de foregående tre år, hvor der skete en klar bevægelse fra fastforrentede lån mod rentetilpasningslån.

»Lån med rentetilpasning udgør dog stadig over to tredjedele af udlånet,« konstaterer banken.

Forskellen i renten mellem de fastforrentede og de variabelt forrentede lån har ikke ændret sig særligt gennem de analyserede fire år, så Nationalbanken tilskriver ændringerne i boligejernes valg af rentetype det faldende renteniveau, som gør det forholdsvis billigt at sikre renten uændret i længere perioder, og realkreditinstitutternes ændrede priser, som gør de mest variable renter dyrere i gebyrer.

Dagens Gossip