Renzi indsættes som Italiens nye premierminister

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Matteo Renzi er lørdag formiddag officielt taget i ed som Italiens nye premierminister.

Det skete ved en ceremoni, som blev varetaget af præsident Giorgio Napolitano.

Den 39-årige Renzi er den yngste premierminister, som Italien nogensinde har haft.

Han har sikret sig magten, efter han i sidste uge udmanøvrerede premierminister Enrico Letta.

De repræsenterer begge det moderat venstreorienterede Demokratiske Parti, og Letta tabte en afstemning i sit eget parti til Renzi.

Den nye regering blev allerede kendt fredag aften. Det er en koalitionsregering, der kommer til at bestå af 16 ministre, og halvdelen er kvinder.

Blandt dem Roberta Pinotti, der skal være forsvarsminister.

Angelino Alfano bliver indenrigsminister, mens økonomen Pier Carlo Padoan får den vigtige post som finansminister.

Politiske kilder siger, at Renzi natten til fredag havde et større sammenstød med Alfano om fordelingen af ministerposterne.

Alfano leder en gruppe, der er brudt ud fra den tidligere premierminister Silvio Berlusconis parti.

Men Alfano bevarer den post, som han havde i tidligere premierminister Enrico Lettas regering.

Renzi blev sidste år leder af Det Demokratiske Parti. Han har samtidig været en populær borgmester i sin hjemby Firenze.

/ritzau/AFP