Reportage fra laksefiskeri: 400 fisk på blot tre dage

I år er foråret dog ikke kommet til Mörrum, sneen drysser ned over de fremmødte sports- og lystfiskere, som håbefulde er mødt op, for at forsøge at fange en af åens blanke opgængere og på de ca. 800 publikummer som har trodset vejrguderne, for at følge slagets gang.

At både lystfiskere og publikum kommer langvejs fra, vidner de mange sprog, som høres omkring i mængden.

Optimismen i Blekinge Län er intakt. Forberedelserne med at klargøre kanonen, som med sit skud, sætter sæsonen i gang, er overstået. Diverse medier, svensk TV, svensk Radio m.m. taler med de prominente gæster, samt med den nye leder for Mörrums Kronolaxfiske: Ola Söderdahl, som spændt skal skyde kanonen af for første gang.

Premieren er som den plejer og som den skal være. Traditionerne er fortsat stærke ved dette gamle og berømte fiskevand.

I Mørrum forstår man at promovere sit laksefiskeri. Man er noget så udansk, som stolt af sit kendte fiskeri og glad for de 250.000 besøgende, som hvert år besøger stedet, enten for at fiske eller bare for at snuse til stemningen, kigge ind på akvariet og lystfiskermuseet, som ligger i tilknytning til ”Laksens hus” eller blot nyde en kop kaffe eller en frokost på ”Lakseriaet” med udsigt ud over Kungsfossen.

At det samtidig er en god forretning ses på at Mörrums Kronolaxfiske bidrager med omkring 12 – 15 millioner kroner til det lille lokale samfund. Derudover har flere private en ekstra indtægt, ved udlejning af senge og B&B for lystfiskerne, samt salg af fiskegrej til de mange besøgende.

Fiskeriet på denne premiere dag

Fiskeriet er siden 2006 kun blevet bedre og bedre, og sæsonen 2012 var ingen undtagelse. Sæsonen bød på mange flotte fangster. Selv i sommermånederne, var der et stabilt og godt laksefiskeri. Faktisk så mindende sæsonen 2012 om ”de gode gamle dage”. Fisketælleren i fisketrappen ved kraftværket i Marieberg, nær byen Svängsta, talte således 2400 opgangsfisk i 2012 – det højeste registrerede i 20 år, og det til trods for at tælleren faktisk i en periode var ude af drift! Dette lover fantastisk for fremtidens bestande af laksefisk, så optimismen ved Mörrum er absolut ikke ubegrundet.

Præmierefiskeriet i Mørrum er kendetegnet ved mange nedgængere – altså fisk, som har været oppe i åen vinteren igennem for at gyde, og nu søger mod havet for igen at æde sig tykke og fede igen – men de senere år er der fanget en ikke uanseeligt antal flotte blanke havørreder, som absolut bidrager til store smil hos de heldige lystfiskere.

Dog ved vi at netop kombinationen af koldt vejr og koldt vand gør fiskene dvaske og svære at lokke til at hugge, på enten fluen eller blinket, så tålmodigheden bliver sat på en prøve for de ellers så heldige, der har købt fiskekort til denne dag, men optimismen er svær at slukke på en lystfisker, som har vundet lotteriet og fået fiskekort til en Mørrumspremiere.

Alle ved at fisken står tæt på bunden, og hovedsagligt i de langsomt flydende pools, så fiskene sparer mest muligt på energien. De skal fanges ved, at agnen fiskes langsomt hen over fisken igen og igen. Det kræver stor tålmodighed og mange gentagelser – i år var heldet og dygtigheden med en stor del af de 200 lystfiskere, der har fået kort til de efterhånden 4 områder. De 32 pools som ligger omkring Kungsfossen og byen Mørrum, samt områderne i Vittskövle, Knaggalid og sidst Härnäs.

Fangstrapporterne bugner

Allerede på fiskeriet tredje dagen er der fanget og landet over 400 fisk – imponerende. De nye regler om at man kun må hjemtage en fisk pr. fiskedag har gjort at langt de fleste fisk, på denne årstid, bliver genudsat. Imponerende er det også at der af de godt 400 fisk er ca. 85 fisk over 90 cm, heraf endda flere over 110 cm. Helt utroligt. I år var der en overvægt af laks, og generelt mange fisk i de i øvre områder, formodentligt på grund af det kolde vejr. Dette også bidrog til at langt de fleste fisk blev genudsat.

En premiere med over 200 fisk, og over 400 stk. efter 3 dage er mere end godkendt, så det er ikke uden grund at de garvede Mørrums fiskere, allerede nu går rundt og glæder sig til dagene i maj, hvor de første blanke laks stiger op i åen ude fra Østersøen - fisk som typisk er nogle af verdens største når man sammenligner vægt og længde - virkelige trofæ fisk. Og åens blanke havørreder, som kommer i større antal senere på året er også i verdensklassekaliber.

Mörrum har meget at byde på hele sæsonen igennem, både for laksefiskeren, havørredfiskeren, fluefiskeren og spinnefiskeren – en oplevelse man som lystfisker ikke må snyde sig selv for..men pas på, det kan være vandannende, Mörrum er også kendt for at gå i blodet på lystfiskeren.

FAKTABOKS
Sådan gør du hvis du vil prøve fiskeriet i Mørrumsåen.

Gå ind på hjemmesiden: www.morrum.com og vælg køb fiskekort online. Eller kontakt personalet på flg. Adresse og tlf. Mörrums Kronolaxfiske, Box 26, S-375 21 Mörrum, Sweden, Tel: +46 (0)454 - 501 23, Fax: +46 (0)454 - 543 49, E-post: [email protected].

Et godt råd når du skal fiske i Mørrumsåen er at du sætter dig grundigt ind i de lokale regler.

Dagens Gossip