Reportage fra retten: Dagli'Brugsen-røvere fængslet i fire uger

En 46-årig mand fra Skamby, en 31-årig kvinde fra Assens og en 36-årig kvinde fra Odense blev i dag ved Retten i Kolding varetægtsfængslet i fire uger – frem til den 19. februar.

Alle tre er sigtet for i fællesskab, at stå bag to røverier samt et kassedyk. Det er sket i Dagli’Brugsen i henholdsvis Gårslev ved Børkop, Veflinge ved Søndersø samt Turup ved Assens.

Søndag gik det inden for få timer ud over Dagli’Brugsen i Veflinge og Turup. Det ene sted begik de to kvinder både kassedyk og røveri. Det gav et kontant udbytte på 1500 kroner i Veflinge og 2000 kroner i Turup.

I aftes var alle tre igen ude at køre og denne gang endte de så i den lille landsby Gårslev ved Børkop. Samme fremgangsmåde blev benyttet, hvor de ville købe en cola og da kasseapparatet blev åbnet, trak den ene af kvinderne en kniv og så stak de begge hånden ned for at tage kontanter.

I aftes lykkedes det dog kun den ene kvinde at stikke af. En mandlig kunde var snarrådig og fik tilbageholdt en af kvinderne. Og politiets efterforskning ledte politiet på sporet af de to andre på mandens bopæl i Skamby på Fyn.

De blev anholdt og på bopælen blev der fundet en mindre mængde kokain og amfetamin samt en steakkniv, der passer på beskrivelsen af den kniv, der blev brugt i de tre butikker.

Vidste ikke noget

Den 46-årige mand fortalte ved et grundlovsforhør i eftermiddag, at han intet vidste om, hvad de to kvinder havde gang i.

Under grundlovsforhøret virkede han brødtynget og kiggede for det meste ned i bordet.

Anklageren spurgte flere gange til, hvorfor den bil, som manden var fører af, ikke blev parkeret på de dertil indrettede parkeringspladser ved Dagli’Brugsen i Gårslev, Reflinge og Turup.

Manden redegjorde i et tilfælde med, at han parkerede ved en bilforhandler, fordi han ville tjekke priser på biler. Ellers kunne han ikke fortælle, hvorfor der blev parkeret på fortovet i nærheden, frem for på en parkeringsplads.

Han erkendte, at han og de to kvinder havde været i Reflinge, Turup og Gårslev. Ved de to fynske Dagli’Brugser fattede den 46-årige mand ifølge hans egen udsagn ikke mistanke til kvindernes færden:

- De virkede helt almindelige, bare i godt humør, forklarede han i retten.

Anklageren mente dog, at alarmklokkerne burde have lydt meget højt i aftes. I Gårslev kom den ene af kvinderne løbende tilbage til bilen og råbte ”kør kør”.

- Undervejs fik jeg 1.000 kroner af hende. Jeg tror ikke at jeg tænkte overhovedet. Det stod vist helt stille for mig, fortalte den 46-årige.

De to kvinder på henholdsvis 31 og 36 år ville ikke udtale sig i retten.

Beskyldninger føg rundt i luften

Dommeren besluttede at varetægtsfængsle alle tre i fire uger, frem til den 19. februar. Da de sigtede fik mulighed for at komme med afsluttende bemærkninger, føg det rundt med beskyldninger fra de to kvinder mod manden. De mente begge to, at den 46-årige mand er medskyldig.

Kvinderne accepterede varetægtsfængslingen, mens den 46-årige mands forsvarer kærede kendelsen. Manden har fast arbejde i Odense og en pletfri straffeattest.

Det har kvinderne til gengæld ikke, der må betegnes som misbrugere.

Den 31-årige kvinde er tidligere dømt for røveri tilbage i 2010, har fået en betinget dom for tyveri, der udmøntede sig i samfundstjeneste og en bøde på 2.500 kroner for tyveri.

Den 36-årige kvinde har tidligere været fængslet i 20 dage for tyveri, fået syv dages fængsel for overtrædelse af våbenloven samt 60 dages fængsel for bedrageri.

Dagens Gossip