Republikanere vil lukke USA for syriske flygtninge

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Der skal lukkes midlertidigt af for syriske flygtninge i USA.

Det mener republikanerne i Repræsentanternes Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC.

De siger, at programmet for modtagelse af syriske flygtninge skal suspenderes, sådan at USA får tid til at udarbejde tiltag, der kan kontrollere flygtningene bedre.

Det sker i lyset af terrorangrebet i den franske hovedstad, Paris, i fredags, hvor en af gerningsmændene tilsyneladende kom til Frankrig via Grækenland, hvor han enten var eller udgav sig for at være syrisk flygtning.

- Dette er et tidspunkt, hvor det er bedre at være sikker end at blive ked af det, siger republikaneren Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus.

Ryan betegner på en pressekonference også attentatet i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt, som en krigshandling.

Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak har taget skylden for blodbadet i Paris.

USA har et program om at tage imod 10.000 syriske flygtninge i 2016.

Mandag sagde omkring halvdelen af USA's 50 delstater, at de ikke vil tage imod syriske flygtninge af sikkerhedsårsager.

/ritzau/Reuters