Republikaneren Cruz fyrer talsmand efter bibel-løgn

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

Den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz har fyret sin primære talsmand, Rick Tyler, efter at Tyler har delt et videoklip med fejlagtige oplysninger om konkurrenten Marco Rubios forhold til Biblen.

Talsmanden delte på det sociale medie Twitter en historie og en video med undertekster, der viser Rubio, som også vil være præsident, referere til Biblen som "en god bog uden mange svar i".

Rubios lejr har svaret igen og sagt, at senatoren faktisk sagde, at "alle svar er deri", skriver BBC.

Tyler har beklaget, at han delte "en upræcis historie".

Ted Cruz siger, at hans kampagnehold ikke sætter spørgsmålstegn ved andre kandidaters tro.

- Det er derfor, jeg har bedt Rick Tyler træde tilbage, siger Cruz ifølge Reuters.

Både Cruz og Rubio halser i præsidentkapløbet efter frontløberen Donald Trump. De to kæmper om at blive Trumps hovedudfordrer.

Fyringen af talsmanden kommer, efter at Cruz' kampagnefolk adskillige gange er blevet beskyldt for at benytte sig af "løgne" og "beskidte trick" af resten af kandidatfeltet ifølge BBC.

Marco Rubios talsmand, Alex Conant, kalder Cruz en "kandidat, der er villig til at gøre og sige hvad som helst for at blive valgt".

- Der er en kultur i Cruz' kampagne - fra top til bund - hvor ingen løgn er for stor og intet trick er for beskidt, mener Conant.

Også Trump har reageret på fyringen:

- Wow, Ted Cruz har på forkert grundlag sagt, at Marco Rubio gjorde grin med Biblen, og han er blevet nødt til at fyre sin kommunikationschef. Flere beskidte trick, skriver mangemilliardæren på Twitter.

Republikanerne holder tirsdag vælgermøder i delstaten Nevada. Det er sidste stop inden den såkaldte "Super Tuesday" 1. marts, hvor adskillige stater skal pege på deres foretrukne præsidentkandidat.

/ritzau/