Republikansk komet genvalgt som guvernør

Chris Christie, en fremadstormende politiker i Det Republikanske Parti, er blevet genvalgt som guvernør i delstaten New Jersey på den amerikanske østkyst. Det rapporterer CNN og nyhedsbureauet AP.

Christie er interessant på den store arena i USA, fordi han ofte nævnes i gruppen af republikanske topnavne, der kan komme i spil som partiets præsidentkandidat, når Barack Obamas anden og sidste embedsperiode udløber.

Den 51-årige republikaner er kendt for sin kontante og direkte stil, og han er også kendt for at arbejde sammen med Demokraterne.

Blandt andet med Obama, da superstormen Sandy sidste år ramte østkysten af USA hårdt - ikke mindst New Jersey.

Tallene fra guvernørvalget viser, at Christie har sikret sig mange stemmer i vælgergrupper, der normalt stemmer demokratisk. Det gælder for eksempel latinoer, kvinder, sorte og unge.

Desuden er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at republikaneren Christie ifølge New York Times har vundet en knusende sejr ved guvernørvalget i netop New Jersey, der ellers traditionelt er en demokratisk højborg.

Den republikanske politiker sagde angiveligt nej til at stille op ved det seneste præsidentvalg, hvor Mitt Romney endte med at tabe til Obama.

Men Chris Christie var en af hovedtalerne på sit partis årsmøde i 2012, og han bliver opfattet som en stærk, potentiel kandidat for Republikanerne ved næste valg i 2016.

/ritzau/

Dagens Gossip