Republikansk topnavn fanget i mulig hævnskandale

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Den populære politiker Chris Christie, som er en af favoritterne til at blive Republikanernes næste præsidentkandidat, er blevet involveret i en skandale om gangstermetoder mod en politisk modstander i USA.

Ifølge New York Times har e-mail og sms-beskeder afsløret, at en af Christies toprådgivere i efteråret beordrede en delvis lukning af den tungt trafikerede bro George Washington Bridge, som forbinder New York med New Jersey.

Det skete angiveligt som et straffetogt mod demokraten Mark Sokolich, som er borgmester i Fort Lee på New Jersey-siden af Hudson-floden.

Sokolich afviste at støtte Christies kampagne for at blive genvalgt som guvernør i New Jersey sidste år.

- Tid til nogle trafikproblemer i Fort Lee, skrev Bridget Anne Kelly, Christies vicestabschef, i en e-mail til David Wildstein, en af Christies gamle high school-venner, som arbejdede i den myndighed, der styrer broen.

David Wildstein svarede angiveligt "got it" (det er forstået, red.) tilbage.

Chris Christie tager afstand fra den pågældende medarbejder og afviser pure, at han har haft kendskab til sagen før nu.

- Hvad jeg har set i dag for første gang, er uacceptabelt, siger han ifølge Reuters.

- Jeg er oprørt og meget ked af at have fundet ud af, at jeg ikke blot er blevet vildledt af et medlem af mit personale, men den fuldstændigt upassende og ikke-sanktionerede adfærd blev gjort uden mit vidende, tilføjer Chris Christie.

George Washington Bridge er en af verdens mest befærdede broer, og på en gennemsnitlig dag kører der 300.000 køretøjer over.

Den uventede lukning af flere af kørebanerne, som varede fire dage i september, skabte større trafikale problemer.

/ritzau/