Resolut værtshus-ansat redder beboere fra opgang i brand

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Personalet på et værtshus handlede hurtigt tidligt fredag morgen, da der pludselig kom røg ud fra en etageejendom i Lille Rådhusgade i Sønderborg.

En hurtig beslutning om at alarmere brandvæsnet og derefter selv gå i gang med slukningsarbejdet har formentlig reddet menneskeliv, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Personalet på et nærliggende værtshus bemærkede røgudvikling fra en trappeopgang. De ringede til brandvæsnet, men nøjedes ikke med det. Efterfølgende gik de i gang med at vække beboere, bære spande med vand over gaden og slukke branden, siger vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau.

- Vi har en mistanke om, at branden blev påsat, og havde medarbejderen, der anmeldte branden, ikke reageret så hurtigt, kunne det være endt katastrofalt, siger vagtchefen.

Anmeldelsen om brand lød klokken 03.54.

I alt fem beboere var i opgangens lejligheder, da branden brød ud. Fire befandt sig på første sal, mens den sidste var fanget på anden sal.

- Personen på anden var spærret inde i sin lejlighed på grund af røg og brand. Vedkommende blev reddet ud ved hjælp af en stige, da brandvæsnet kom frem, siger Erik Lindholdt.

Ingen er ifølge politiets oplysninger kommet noget til, og branden var næsten slukket, da udrykningen nåede frem. Det er uklart, hvor mange fra værtshuset der deltog i at få bugt med branden, men deres arbejde betegnes som "super flot".

Branden nåede kun at få fat i opgangsarealet og kom ikke ind i lejlighederne.

Mistanken om, at branden er påsat bevidst, får politiet til at efterlyse vidner, der kan have set noget.

- Omstændighederne og spor i opgangen tyder på, at branden er påsat inde i opgangen. Vi kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt, for teknikere skal ud på stedet og foretage undersøgelser, men vi hører gerne fra folk, der har set eller hørt noget, siger Erik Lindholdt.

/ritzau/