Rester af usædvanligt stort stenalderhus er fundet

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Arkæologer har gjort et stort fund i den planlagte nye bydel Vinge sydøst for Frederikssund. Bogstaveligt talt.

Resterne af et 46 meter langt, 7 meter bredt og 4000 år gammelt hus fra slutningen af stenalderen er fundet i forbindelse med etableringen af en ny S-togsstation.

Og det er et af de sjældnere fund på Sjælland.

- Normalt når vi graver her på Sjælland, hvor markerne er dyrket meget hårdt, så finder vi huse, hvor der som regel mangler noget.

- Men det her hus virker som om, at det har været bygget af noget rigtig kraftigt tømmer, at det er godt funderet, siger arkæolog og museumsinspektør Palle Østergaard Sørensen.

Det usædvanligt store hus for perioden er blot stolpehuller i jorden i dag, men for arkæologer er hullerne guld værd. De kan nemlig indeholde jord og affald, der kan fortælle mere om vores forfædre.

- Der kan være spændende ting fra den periode, som vi så vil finde, når vi udgraver huset, siger Palle Østergaard Sørensen.

Huset fremstår i dag som tre parallelle rækker af stolpehuller. Det er et såkaldt to-skibet hus, fordi der kun står én række stolper i midten, der bærer taget.

Det er en byggeform, der kan dateres tilbage til de første bønder, der bosatte sig i Danmark.

Arkæologerne mener, der har boet mennesker i husets vestende, mens østenden blandt andet har fungeret som lade og stald.

Det kan man blandt andet læse ud af, at huset har haft forsænket gulv i den ene ende, hvilket har givet jorden en svagt mørkere farve.

På grund af husets store størrelse menes det, at huset må have været beboet af en lokal stormand.

Man regner derfor også med, at der har været mindre bebyggelse nær ved det store hus.

Om antagelserne er rigtige, vil fremtidige udgravninger vise.

/ritzau/