Retsforbehold: Løkke klar med afstemningsdato fredag

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Danskerne får snart vished om, hvornår de aktivt skal forholde sig til Danmarks rolle i EU's retssamarbejde.

Ritzau erfarer, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag holder en arbejdsfrokost med lederne af de partier, der støtter, at det nuværende forbehold erstattes af en såkaldt tilvalgsordning.

Og i forlængelse af dette ventes regeringslederen at sætte dato på den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet.

Ifølge Ritzaus oplysninger afholdes mødet i Statsministeriet og vil blive fulgt op af et pressemøde.

Foruden statsministerens eget parti, Venstre, tæller støtterne af den foreslåede tilvalgsordning Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative.

De blev tilbage i foråret enige om indholdet i den tilvalgsordning, som man ønsker at erstatte det nuværende retsforbehold med.

Retsforbeholdet er kommet til debat, efter at det har vist sig at være en trussel for Danmarks fremtidige deltagelse i det europæiske politisamarbejde, Europol.

Samarbejdet har således siden indgåelsen af Lissabon-traktaten i 2009 haft karakter af et overstatsligt samarbejde, hvilket strider mod retsforbeholdet.

- Vi ønsker med omdannelsen af forbeholdet at sikre, at Danmark også fremover kan deltage fuldt ud i Europol.

- Samtidig får vi i Danmark mulighed for at tilvælge anden EU-lovgivning på retsområdet, som aftalepartierne vurderer, er i Danmarks interesse, erklærede forligskredsen tilbage i foråret.

Hos de EU-skeptiske partier har man derimod betragtet Europol-situationen som et alibi for at fjerne forbeholdet.

- Partierne bag aftalen har haft én interesse: At bruge Europol som brækjern for at få retsforbeholdet lavet om. Det kan man se på, at de slet ikke har forsøgt at lave en parallelaftale med de andre lande, så vi stadig er med i Europol, har DF-formand Kristian Thulesen Dahl tidligere påpeget.

/ritzau/