Retsforbeholdet: Organisationer tøver med ja-kampagner

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Organisationer i erhvervslivet, fagbevægelsen og civilsamfundet tøver med at kaste sig ind i kampagne for et ja til retsforbeholdet, når der skal stemmes den 3. december.

Det er resultatet af en rundspørge foretaget af Ugebrevet A4.

Størstedelen af organisationerne anbefaler et ja, men de udeblivende ja-kampagner kan blive afgørende i valgkampen. Det vurderer professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

- Mange mennesker kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned i den her folkeafstemning, og hvis de organisationer, som folk ellers normalt lytter til, tier eller holder sig tilbage, vil vi se flere tvivlere.

- Så resultatet af passiviteten hos organisationerne vil være flere tvivlere, og tvivlere hælder statistisk set til nej. Så det bliver en gyser og meget tæt den 3. december, siger hun til Ugebrevet A4.

I fagbevægelsen har store organisationer som LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation ikke planer om at føre en ja-kampagne. Det samme gør sig gældende for Dansk Arbejdsgiverforening, Landbrug & Fødevarer og Finansrådet.

Derimod har Dansk Industri, Red Barnet og Dansk Erhverv på arbejdsgiversiden alle meldt sig med en ja-kampagne.

Den foreløbige kampagne for et ja til retsforbeholdet har dog ikke imponeret Derek Beach, EU-forsker og ekspert i folkeafstemninger på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

- Det har virkelig været venstrehåndsarbejde fra både ja-partiernes og organisationernes side. Fra organisationernes side er det nok ikke bevidst, men snarere udtryk for, at man ikke opfatter folkeafstemningen som et spørgsmål om liv eller død.

- Det er ikke sådan, at danske virksomheder går nedenom og hjem, eller vi mister vækst og arbejdspladser, fordi vi ikke er med i Europol. Organisationerne opfatter det simpelt hen ikke som et vigtigt emne sammenlignet med for eksempel euroen, hvor der var store interesser på spil, siger han.

/ritzau/