Retsopgør om groft soldaterdrab begynder til efteråret

Det blev afgjort fredag under et retsmøde i retsbygningen Old Bailey i London, skriver BBC. De to anklagede mænd på henholdsvis 28 og 22 år var dog ikke selv til stede i retten, de deltog i stedet via et videolink fra hver deres fængselscelle i det topsikrede Belmarsh Fængsel.

De er mistænkt for at stå bag drabet på den britiske soldat Lee Rigby 22. maj i år. Han blev slået ihjel med en machete, knive og en kødøkse på åben gade i det sydøstlige London, og de to anklagede mænd blev begge anholdt umiddelbart efter.

Deres motiv var angiveligt hævn for de muslimer, britiske soldater har dræbt. Begge mænd var konverteret fra kristendommen til islam og har tidligere været i britisk politis søgelys i forbindelse med terror.

Premierminister David Cameron har betegnet drabet på Rigby som et terrorangreb, der angreb briternes levevis, og som et forræderi over for islam.

Retssagen indledes 18. november.

Dagens Gossip