Retssag mod dansk aktivist i Bahrain udsættes fem uger

Skrevet af admin

01/10/2014

Dagens topnyheder

En domstol i Bahrain har onsdag besluttet at ophæve et udrejseforbud mod dansk-bahraineren Maryam al-Khawaja, som er menneskerettighedsforkæmper og datter af Abdulhadi al-Khawaja, der har siddet fængslet i landet siden 2011.

Det fortæller en af de personer, som følger sagen tæt, Sayed Ahmed Alwadaei fra Bahrains Institut for Rettigheder og Demokrati, til Ritzau.

Samtidig har domstolen besluttet at udsætte sagen, som skulle være indledt onsdag, til 5. november.

Det ventes, at "hun modtager sine dokumenter i morgen," siger Sayed Ahmed Alwadaei.

Myndighederne i Bahrain har blandt andet inddraget Khawajas danske pas.

Maryam al-Khawaja blev anholdt og fængslet, da hun i august rejste til Bahrain for at besøge sin far, som havde indledt endnu en sultestrejke i sin fængselscelle.

Efter 19 dage i fængsel blev Maryam al-Khawaja for en uge siden sat på fri fod. Hun blev dog ved samme lejlighed pålagt udrejseforbud.

Maryam al-Khawaja står anklaget for at have angrebet en politibetjent i lufthavnen i Bahrain, da hun ankom fra Danmark.

Efter fængslingen gik hun i sultestrejke for at få lov til at se sin far, og det havde effekt. Faren sluttede selv en månedlang sultestrejke i sidste uge på grund af bekymring for andre aktivister, som i sympati deltog i sultestrejken.

Familien Khawaja boede 12 år i Danmark, men vendte i 2001 tilbage til Bahrain. En halv snes år efter var Abdulhadi al-Khawaja med til at arrangere demonstrationer for politisk frihed i kongedømmet, men blev anholdt og fik en fængselsdom på livstid.

/ritzau/