Retssag mod Pistorius er nu i slutfasen

Forsvarerne for den sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius har afsluttet deres sag og har nu sammen med anklagerne fået en måned til at forberede deres afsluttende procedure.

Advokaten Barry Roux siger, at det sidste af forsvarets vidner er afhørt, og at den næsten fem måneder lange retssag er på vej ind i den afgørende fase.

De afsluttende procedurer vil finde sted den 7. og 8. august.

Pistorius, som fik sine underben amputeret som baby, risikerer at blive idømt livsvarigt fængsel, hvis han blive dømt skyldig i drabssagen, hvor han er tiltalt for med fuldt overlæg at have skudt og dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp sidste år. Ifølge anklagemyndigheden skete det i et raserianfald.

Barry Roux har sagt, at Pistorius lider af posttraumatisk stress og en alvorlig depression.

Pistorius troede efter eget udsagn, at kæresten var en indbrudstyv, og han affyrede derfor fire dødbringende skud mod hende gennem en toiletdør. Undervejs i retssagen har han dog skiftet forklaring og sagt, at han affyrede de fire skud ved et uheld.

På trods af sit handicap deltog Pistorius i sommer-OL i 2012 i London, ligesom han har vundet flere paralympiske medaljer.

Et hold psykiatere, der har haft seks uger til at klarlægge den unge sydafrikaners mentale tilstand på den skæbnesvangre drabsnat i februar sidste år, har sagt, at Pistorius ikke led af en psykisk sygdom, der kan undtage ham for at stå til strafferetsligt ansvar.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip