Retssag om sygehusdrab slutter med hårdt sammenstød

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Efter 25 retsmøder i en usædvanlig sag om påståede drab på patienter i Nykøbing Falster er det nu op til retten at afgøre, om en tiltalt sygeplejerske er skyldig eller ej.

I den afsluttende duel forsøgte både anklager og forsvarer onsdag for sidste gang at underminere hinandens argumenter, inden dommere og nævninge trak sig tilbage for at votere.

- Jeg er ærlig talt inderligt træt af at høre påstanden om, at der ikke er noget bevis i den her sag. Dette er aldeles fejlagtigt, fastslog anklager Michael Boolsen.

Netop spørgsmålet om beviser har i løbet af sagen været et tilbagevendende tema.

Intet knytter nemlig den 31-årige kvinde direkte til de påståede drab - og derfor bygger anklagemyndighedens sag på en kæde af indicier.

Særligt forklaringen fra en kollega, PL, vægtes højt, da hun mener at have afsløret den tiltalte stående bøjet over en patient med to store sprøjter, umiddelbart inden at patienten fik respirationsstop.

- Jeg har medgivet, at der ikke er noget direkte bevis, selv om PL's iagttagelse af de to sprøjter, som den tiltalte havde i hånden og forsøgte at skjule, kommer meget tæt på et direkte bevis, sagde anklageren.

Han anerkender desuden, at flere af sygeplejerskens påståede ofre var døende. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der i deres kroppe blev fundet uforklarligt store mængder medicin, påpegede Boolsen.

- Det er ubestridt, at patienterne var dårlige og nogle af dem døende. Men folk kan være nok så meget døende. Man må ikke slå dem ihjel, sagde anklageren.

På trods af Michael Boolsens udmattelse over snakken om manglede beviser tillod forsvarer Jørgen Lange sig alligevel at dvæle ved temaet.

- Nu skal denne helt vanvittige og meget langvarige sag have sin ende. Og enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode. Efter min klare opfattelse er der masser af tvivl i denne sag og endnu flere forhold, hvor der ikke foreligger bevis, sagde advokaten.

Allerede på fredag ventes de tre juridiske dommere og seks nævninge at være klar til at afgøre, om den tiltalte er skyldig i anklagen, som tæller tre drab og et drabsforsøg.

Efter planen sker det i et retsmøde klokken 10.

/ritzau/