Retssagen mod Concordias kaptajn er udskudt

Retssagen mod krydstogtskibet Costa Concordias forhadte kaptajn Francesco Schettino er blevet udskudt til 17. juli.

Tirsdagens høring blev udsat på grund af landsdækkende strejke blandt italienske advokater, der har nedlagt arbejdet i hele Italien.

Omkring 450 personer skal vidne i retssagen mod krydstogtskibets kaptajn.

Tabloidmedier har døbt ham "Italiens mest forhadte mand" og "kujon-kaptajnen".

Kaptajn Francesco Schettino stod i spidsen for det forliste krydstogtskib Costa Concordia, hvor 32 mennesker mistede livet i januar sidste år, da skibet stødte på grund.

Schettino er tiltalt for tre forhold: Uagtsomt manddrab, ødelæggelse af miljøet og for at forlade skibet, inden alle passagerer var evakueret.

Men kaptajnens forsvarere hævder, at han er blevet syndebuk, og at skylden for forliset burde spredes mere ud til også at omfatte rederiet.

Dramaet i retten kan komme til at omfatte op mod 450 vidner og 250 sagsøgere, og på grund af det store antal tilhørere, der ventes til retssagen mod Schettino, vil retsmøderne blive afviklet i et teater i Grosseto, der er byen tættest på ulykkesstedet ved øen Giglio.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip