Returbillet til Europa har givet landsholdsback jackpot

Skrevet af admin

05/05/2016

Dagens topnyheder

Nordamerika er og bliver drømmenes endemål for ambitiøse ishockeyspillere, men den danske landsholdsspiller Oliver Lauridsen er et bevis på, at der også er en verden uden for NHL.

Forsvarskæmpen sagde sidste sommer farvel til tilværelsen i USA og kontrakten med NHL-klubben Philadelphia Flyers for i stedet at sætte sine knoglerystende tacklinger ind i den svenske liga.

Som belønning for klubskiftet til Frölunda kan Oliver Lauridsen nu kalde sig svensk mester og vinder af Champions League.

- Jeg kom ind på et superhold, der var bygget til at vinde. Det var en kæmpeoplevelse at få lov til at vinde ikke bare et, men to mesterskaber i samme sæson i en ishockeyby som Göteborg.

- Det er noget, de færreste kommer til at opleve. Det var målsætningen fra starten, men at vi så gjorde det, fortæller noget om moralen på holdet, og det løftede også mig personligt, siger Oliver Lauridsen.

Sammen med det danske landshold er han rejst til Rusland, hvor Danmark er med ved A-VM i de kommende uger.

Han er selvsagt mødt ind i lejren i højt humør efter et flot år, hvor han som sidegevinst også slap for endnu en tørn i den nordamerikanske AHL-liga, der fungerer som rugekasse for NHL-klubberne.

Her har Lauridsen spillet 264 kampe, og luftforandringen til den svenske liga, SHL, har kun været en positiv oplevelse, siger han.

- Der er stor forskel på den mentalitet, spillerne kommer med.

- AHL er en udviklingsliga, og i princippet er der ingen, der vil være der. Når du er i SHL, så er du på det højeste niveau i Sverige, og der bliver taget hånd om dig på en lidt anden måde, forklarer Oliver Lauridsen.

Den 27-årige back står foran et nyt karriereskridt, når han snører skøjterne efter sommerferie.

Inden afrejsen til VM satte han sin autograf på en to år lang kontrakt med den finske klub Jokerit, der spiller i KHL, som har base i Rusland.

- Man siger jo, at det er den bedste liga på denne side af Atlanten. Det er et skridt op, og det bliver en fed oplevelse, siger Lauridsen, der får dansk selskab i sin nye klub.

Både Peter Regin og Jesper B. Jensen har kontrakt med Jokerit i den kommende sæson.

/ritzau/