Reumert-nomineringer til de mange

Ser man på den prestigefulde kategori Årets Forestilling, er alle tre landsdelsscener repræsenteret: Aalborg Teater med Tjekhov-klassikeren »Kirsebærhaven«, Odense Teater med Holberg-forestillingen »Jeppe på Bjerget« samt Aarhus Teater med dramatikeren Christian Lollikes forestilling om nynazister og historieløshed, »Skakten« - den sidste præsenteret i et samarbejde med CaféTeatret i København.

Den 13 mand store Reumert-jury af teatereksperter har tilsyneladende i det hele taget et godt øje til Christian Lollike, der også er nomineret i kategorien Årets Dramatiker og for sin omdiskuterede monolog om den norske terrorist Anders Breivik, »Manifest 2083«, der er i spil i kategorien »Juryens særpris«.

I kategorien Bedste Mandlige hovedrolle skal hele to Jepper i Holbergs berømte komedie »Jeppe på Bjerget« kæmpe om prisen, henholdsvis Aalborg Teaters Martin Ringsmose og Odense Teaters Anders G. Koch. Også Ole Lemmeke, der gav liv til Herman Bang i Folketeatrets »Bang og Betty«, har mulighed for at blande sig i afgørelsen.

På spindesiden har debutanten Danica Curcic spillet sig til en nominering for Bedste Kvindelige hovedrolle som »Lulu« på Det Kongelige Teater, ligesom der er nomineringer til Tammi Øst i »Kirsebærhaven« (Aalborg Teater) og Mille Hoffmeyer Lehfeldt for »Jeanne d’Arc« (Odense Teater).

I de i alt 15 kategorier er der desuden nomineringer til blandt andre skuespillerne Helle Dolleris, Maria Rossing og Thomas Hwan, operasangerne Ann Petersen og Henriette Bonde-Hansen samt Magtens Korridorer-forsanger Johan Olsen, ligesom talentet Pelle Emil Hebsgaard, der brød igennem som blå ånd i Fredericia Teaters »Aladdin«, har en chance.

Hvem der ender med at kunne gå hjem med en Reumert-statuette i de forskellige kategorier, når Årets Reumert finder sted for 15. gang, afgøres ved prisuddelingen 5. maj, hvor skuespilleren Kristian Halken er vært for publikum i Operaen og for seerne hjemme foran DR K.

Det er Bikubenfonden, der står bag Årets Reumert.

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip