Revisor: Tårnhøje Dong-lønninger er ok

Cheferne i Dong bliver ikke forgyldt. Faktisk ligger lønnen under niveauet i sammenlignelige private virksomheder. Det konkluderer Rigsrevisionen i en rapport om Dong Energy, der er offentliggjort på Rigsrevisionens hjemmeside.

- Dong Energys direktører og chefer samt en betydelig gruppe medarbejdere, der bl.a. omfatter specialister, har en løn, der ligger under niveauet i sammenlignelige private virksomheder, skriver Rigsrevisionen.

Derimod har andre medarbejdergrupper fået mere i løn end deres tilsvarende kolleger. Det gælder særligt for selskabets kontor- og kundeservicemedarbejdere samt faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Årsagen til løngabet på dette område er blandt andet, at Dong i forbindelse med fusion med andre selskaber overtog medarbejdere med et højt lønniveau.

Fusionerne skete i 2006, og det var hensigten, at lønniveauet for disse grupper skulle tilpasses det øvrige arbejdsmarked ved en forholdsvis lav lønstigning.

- Rigsrevisionen kan dog konstatere, at processen seks år efter fusionen endnu ikke er tilendebragt, står der i rapporten.

Rigsrevisionen har ikke kigget på de sager om høje lønninger, der sidste forår kostede daværende direktør i Dong, Anders Eldrup, jobbet. Det var fire nøglemedarbejdere, der blev honoreret med så høje lønninger, at der blev sat tvivl om Eldrups beføjelser.

Den mest omtalte var Jakob Baruël Poulsen blev kendt under navnet "barylen".

Og årsagen til de store gager til firebanden var angiveligt, at de besad en hel særlig viden og et netværk, der gjorde dem i stand til at skaffe Dong finansiering af vindmølleprojekter for omkring 100 milliarder kroner.

At revisionsrapporten ikke tager stilling til Eldrup og de høje lønninger skyldes, at sagen i øjeblikket behandles i en voldgiftssag mellem Dong og Anders Eldrup.

/ritzau/

 

Dagens Gossip