Revne i Siri koster DONG knap en milliard kroner

Regnskabsreglerne kræver, at en virksomhed registrerer et forventet tab, når man opdager det. DONG opdagede revnen i Siri-platformens undersøiske struktur i juli, og derfor trækker nedskrivningen på 900 mio. kroner selskabets halvårsregnskab gevaldigt ned.

»Revnen er ved at blive undersøgt nærmere for at vurdere konsekvenserne for den fremtidige produktion. Indtil disse undersøgelser er afsluttet forventes det, at produktionen vil være begrænset frem til næste sommer, hvor det igangværende arbejde med at stabilisere platformen forventes afsluttet,« skriver DONG i sin halvårsrapport for 2013.

Reparationer på olieplatformen Siri i Nordsøen har nu samlet kostet DONG hele 3,5 mia. kroner i perioden 2011 til 2013.

Udover Siri-platformen nedskriver DONG bl.a. 1 mia. kroner på sit gasfyrede kraftværk Enecogen i Holland samt 400 mio. kroner på det norske transmissionsnet Gassled og 300 mio. kroner på projektudvikling i Wind Power. Nedskrivningerne vokser i alt til 2,7 mia. kroner i første halvår 2013.

Dagens Gossip

Dagens TV