Revystjerner er stadig nervøse efter 25 år

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Et jubilæum er lig med erfaring. Således må man sige, at et jubilæum på et kvart århundrede er lig med en hel del erfaring.

Skuespillerinderne Bodil Jørgensen og Sofie Stougaard har i henholdsvis 26 og 25 år gjort karriere på de skrå brædder, tv-skærme og biograflærreder. Deres mange roller har samtidig givet dem en erfaring, man ikke kan købe sig til. Og den giver en vis form for ro, synes Bodil Jørgensen.

- Erfaring er en sær og sjov gave. Den kommer ind gennem fingrene. Det er ligesom en kogekone, der ved præcis hvor meget salt, der skal i gryden. Det er genialt, siger hun.

Men erfaring udglatter ikke alle bump på vejen. Heller ikke denne sommer, hvor de begge står på Glassalens scene i Tivoli Revyen. Nervøsiteten over at give sig selv til publikum melder sig nemlig jævnligt på trods af, at der blandt andet står tv-succeser som "Nikolaj og Julie" og "Badehotellet" på skuespillerindernes cv'er.

- Sådan en premiere er aldrig rar, siger Bodil Jørgensen og skutter sig i stolen som for at ryste følelsen af sig.

- Men fra gang til gang glemmer man, hvor nervøs man bliver. Ligesom smerten ved en fødsel, den glemmer man jo også, inden man får sit næste barn, siger Bodil Jørgensen.

Den sammenligning kunne ikke ramme mere plet. I hvert fald ikke at dømme ud fra Sofie Stougaards anerkendende nik.

- Jeg ender altid med at spørge mig selv, hvorfor jeg gør det her. Hvorfor jeg ikke bare finder på noget andet at lave, siger hun og skifter nikket ud med hovedrysten.

- Jamen, vi kan jo ikke finde på andet, siger Bodil Jørgensen tørt, inden de begge bryder ud i et grin.

Da Sofie Stougaard og Bodil Jørgensen ramte fyrrerne, kunne de begge mærke, at udbuddet af roller blev mindre. Det kan alle kvinder i den alder mærke, siger de.

Og det betyder bare, at man i endnu højere grad skal gå ud og tage, hvad man vil have. Der er ikke nogen, der serverer det for én, forklarer 55-årige Bodil Jørgensen.

Den erkendelse har for længst også ramt Sofie Stougaard. I en alder af 49 år får hun debut som spillefilmsinstruktør til efteråret. Den har blandt andre Lars Ranthe, Lisbet Dahl og Ellen Hillingsø på rollelisten.

- Man må tage skeen i egen hånd, og det gælder for alle. Det eneste, vi kan gøre ved manglende kvinderoller, er vel at skabe dem selv, ligesom jeg forsøger at gøre i "Kærlighed og andre katastrofer". Der fylder kvinderne meget, men det er nok bare fordi, jeg identificerer mig mest med dem i den film, smiler Sofie Stougaard.

/ritzau/FOKUS