Ribe-Esbjergs træner: For gode til direkte nedrykning

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Ribe-Esbjerg er efter en skidt start på sæsonen ved at komme i gang i Boxer Herreligaen i håndbold.

Klubben vandt søndag 24-22 ude over Skive fH og overlod sidstepladsen til netop Skive.

Ribe-Esbjergs cheftræner, Claus Uhrenholt, mener før onsdagens hjemmekamp mod Århus Håndbold da også, at hans hold bør kunne undgå sidstepladsen, der udløser direkte nedrykning.

- Jeg synes, vi er for gode til at rykke ud direkte, siger han.

- Men vi har haft mange skader og har haft mange spillere inde og ude. Det har givet arytmisk spil på holdet.

- Vi har ikke haft tre kampe på stribe, hvor vi har kunnet stille med samme startopstilling, og det gør det sværere, siger træneren.

Claus Uhrenholt mener, at Ribe-Esbjerg især har haft problemer i offensiven, hvor holdet ikke har lavet så mange mål som håbet.

- I vores 14 kampe har vi kun lavet 21,7 mål i snit per kamp. Og medregnet i det er kampen mod Skive (31-19-sejr i august, red.).

- På forsvarsdelen holder vi os til 25 (indkasserede, red.) mål i snit, og det er mere end godkendt for et hold som vores.

- Men når vi ikke kan score på selv de allerstørste chancer, så gør vi det sværere for os selv i sidste ende. Det har kostet os mange point, at vi ikke har været skarpe og kyniske nok på de kæmpe chancer, vi tilspiller os, siger træneren.

Claus Uhrenholt mener, at især 20-27-nederlaget hjemme til Nordsjælland Håndbold og 21-21-kampen hjemme mod Skanderborg Håndbold har ramt hans hold hårdt.

De to hold ligger placeret lige over Ribe-Esbjerg, der er næstsidst i Boxer Herreligaen med syv point for 14 kampe.

- Det bliver dobbelt så hårdt, når man taber til sine direkte konkurrenter. Hvis vi havde haft ti point, havde tingene set fornuftige ud, siger han.

Ribe-Esbjerg-træneren forventer, at spændingen om nedrykning kan vare ved i lang tid.

- Jeg tror først, at det bliver afgjort i de sidste spillerunder. Med de små hold har skader stor indflydelse, fordi de hold ikke har den store bredde.

- Man kunne se, at Skanderborg var pressede i sidste sæson, fordi de havde mange skader hos deres vigtigste spillere, siger Claus Uhrenholt.

Kampen mellem Ribe-Esbjerg og Århus Håndbold begynder klokken 19.30.

/ritzau/