Ribery er optimist før Ballon d'Or-kåring

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

De seneste fem år har verdens bedste fodboldspiller heddet Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi.

De to er også med i opløbet om Ballon d'Or-titlen for 2013, men det er måske konkurrenten i trekløveret, Franck Ribery, der er den største favorit.

Franskmanden, som lige nu er på træningslejr med Bayern München i Doha, har i hvert fald vundet alle titlerne i 2013, og han føler også selv, at han er stærkt inde i billedet.

- Jeg tror på, at jeg har en stor chance. Holdet og jeg præsterede godt i 2013, siger Bayern München-angriberen tirsdag til sin klubs hjemmeside.

Den franske landsholdsspiller er allerede kåret til Europas bedste fodboldspiller i 2013, og han tilføjer:

- Vi må se, hvad der sker. Jeg kan kun vente.

Sammen med Bayern München vandt Franck Ribery i 2013 Champions League, VM for klubhold, den europæiske Super Cup, det tyske mesterskab og den tyske pokalturnering.

Riberys nye træner, Josep Guardiola, har også efter kun seks måneder i Bayern München, oplevet en enestående spiller.

- Jeg har aldrig på dette niveau oplevet en spiller med så stærk en karakter. Han kæmper for holdet. Det er en ære for mig at være hans træner.

- Franck bør rejse til Zürich med et bredt grin, og han skal nyde det, siger træneren til klubbens hjemmeside.

Lionel Messi har vundet Ballon d'Or fire år i træk, og i 2008 vandt Cristiano Ronaldo. Kåringen finder sted i Schweiz på mandag.

/ritzau/