Ribery føler sig sikker: Jeg vinder Ballon d'Or

Bayern München-stjernen Franck Ribery føler sig sikker på, at han til januar bliver kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2013.

Franskmanden var en af profilerne på det Bayern-mandskab, der i sidste sæson vandt Champions League, det tyske mesterskab samt pokaltitlen i Tyskland.

- Jeg frygter ikke noget. Jeg føler mig sikker. Jeg har gjort, hvad jeg skulle gøre, siger den 30-årige midtbanespiller til avisen Le Monde.

- Hvis man kigger på mine præstationer gennem hele året, så har jeg gjort forskellen. Jeg har måske ikke scoret i alle kampe, men jeg har sat modstandernes forsvar i brand, siger Ribery.

- Jeg har ikke fejlet endnu. Jeg har været god gennem hele året både med landsholdet og min klub. Det, vi gjorde i Bayern i sidste sæson, var historisk.

I august blev franskmanden af det europæiske fodboldforbund, Uefa, kåret til den bedste spiller i Europa.

Det er det internationale fodboldforbund, Fifa, der står bag den kommende Ballon d'Or-kåring til januar. Franck Ribery skal blandt andre kæmpe mod Real Madrids portugisiske stjerne Cristiano Ronaldo om hæderen.

Franskmanden regner dog ikke med, at Ronaldo udgør nogen trussel.

- Overhovedet ikke - for at være helt ærlig.

- Ronaldo scorer helt sikkert mål, men det gør jeg også. Han scorer mere end mig, men vi har ikke samme stil, siger Franck Ribery.

Vinderen af Ballon d'Or bliver kåret den 13. januar.

/ritzau/

Dagens Gossip