Rick Santorum trækker sig fra præsidentræset i USA

Skrevet af admin

04/02/2016

Dagens topnyheder

Feltet af håbefulde politikere, der går efter at blive USA's næste præsident, fortsætter med at skrumpe.

Sent onsdag amerikansk tid meddeler den republikanske kandidat Rick Santorum over for Fox News, at han trækker sig fra valgkampen, efter at han kun fik én procent af stemmerne ved vælgermødet i Iowa mandag, skriver Reuters.

For fire år siden gik det anderledes godt for Santorum, der vandt i Iowa. Alligevel endte han med ikke at vinde Republikanernes endelige nominering.

I stedet støtter den 57-årige tidligere senator nu den 44-årige Marco Rubio, der fik et overraskende godt valg i Iowa.

- Han er en enormt talentfuld ung mand og en født leder, siger Santorum om Rubio og påpeger, at de to deler værdier på mange områder.

- Han kan samle dette land, ikke bare moderate og konservative, men også unge og gamle, tilføjer han ifølge Fox News.

Tidligere onsdag opgav en anden republikansk kandidat - nemlig Rand Paul - også drømmen om Det Hvide Hus.

Senatoren fra Kentucky måtte også se sig slået ved vælgermøderne i Iowa - de såkaldte caucuses. Han fik en tilslutning på 4,5 procent.

Der er nu ni republikanske kandidater tilbage. Ted Cruz fik størst opbakning i Iowa efterfulgt af Donald Trump og Marco Rubio.

Næste primærvalg holdes i New Hampshire 9. februar.

Her er feltet hos Demokraterne, det andet store parti i USA, også blevet mindre i forhold til Iowa, fordi Martin O'Malley har trukket sig.

Dermed er det for alvor en tvekamp mellem den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og Vermont-senator Bernie Sanders, der stort set sluttede lige i Iowa.

/ritzau/