Riddersholm efter nederlag: Kan kun takke os selv

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

AGF tabte fredag aften i Alka Superligaen, da det på Blue Water Arena i Esbjerg blev til et smalt 1-2-nederlag.

Nederlaget var samtidig aarhusianernes første under cheftræner Glen Riddersholm, og han var ikke tilfreds med sine spilleres skarphed i de afgørende øjeblikke.

- Det var en kamp, hvor vi kunne takke os selv for, at vi ikke fik noget ud af anstrengelserne. Vi var ikke i stand til at spille med det samme fokus i 90 minutter.

- Vi var i okay kontrol i første halvleg, men det hele blev lidt for kønsløst, da der ikke kom et slutprodukt ud af det. I anden halvleg investerede vi mere, men blandt andet på grund af en dygtig Esbjerg-målmand, var det ikke nok, siger han.

Cheftræneren ser på trods af skuffelsen dog lyst på AGF-fremtiden.

- Det handler om det lange seje træk. Jeg kan se, at der er sket rigtig mange ting i de uger, hvor vi har været i gang, men det er helt naturligt, at hverdagen vender tilbage.

- Derfor er jeg også fokuseret på den lange bane, og jeg ser ikke sorte skyer på baggrund af nederlaget til Esbjerg. Jeg ser fortsat meget substans og kvalitet i truppen, siger Glen Riddersholm.

Midtbanespiller Elmar Bjarnason ærgrede sig over den manglende skarphed.

- Vi skabte chancer nok til at vinde kampen, hvor vi vel havde fem-seks muligheder, der burde have givet mål. Men når man ikke formår at score, så fortjener man heller ikke at vinde.

- Vi manglede lidt gejst, selv om vi havde okay fat i kampen. Da Esbjerg så scorede et drømmemål kort efter pausen, blev det svært for os, siger islændingen.

AGF møder i næste runde AaB.

/ritzau/