Riddersholm håber på hurtige handler

Skrevet af admin

27/05/2016

Dagens topnyheder

AGF-træner Glen Riddersholm kan godt lide at tale om proces, når snakken falder på AGF's fremtid.

En proces, der ser ud til at skride fremad, når man kigger på resultaterne. Efter 2-1-sejren på hjemmebane over OB torsdag aften har AGF taget ti point i de seneste fire kampe.

Snart venter en sommerpause, hvor spillere som blandt andre Kim Aabech, Aleksander Cavric og Emil Nielsen ikke vender tilbage til AGF.

Det betyder, at der skal hentes erstatninger ind, og sportschef Jens Andersson har offentligt meldt ud, at man går efter at hive ligeså mange spillere ind, som man siger farvel til. Hurtig afklaring vil være optimalt, mener cheftræneren.

- Det giver god mening, at vi gerne vil have tingene på plads, når vi starter op den 20. juni, men det er ikke altid, man får alle sine ønsker opfyldt, og jeg er også forberedt på, at næste sæson endnu engang bliver hårdt arbejde for at løfte os til næste niveau, siger Glen Riddersholm.

Han fortæller, at transferarbejdet allerede er i gang i kulissen.

- Vi gør et stort stykke arbejde i øjeblikket, men det er ikke sådan, at vi har uanede muligheder, og derfor er det et strategisk arbejde, der skal laves, med de rigtige spillere, typer og karakterer, så vi kan tage det næste skridt i udviklingen af det nye AGF, siger Riddersholm.

På trods af, at han foretrækker hurtig handling, så opstarten kan være så glidende som muligt, er det ikke for enhver pris.

- Jeg vil hellere vente og få de rigtige ind, end jeg vil forcere det og få de forkerte ind, siger Glen Riddersholm.

/ritzau/