Riddersholm: Vi har fået den start vi har drømt om

Skrevet af admin

10/03/2014

Dagens topnyheder

Tre point på kontoen og fortsat fem point ned til AaB. Det ser lyst ud for superligaduksene FC Midtjylland og cheftræner Glen Riddersholm efter mandag aftens 2-0-sejr over Sønderjyske.

Glen Riddersholm vil dog ikke kalde næste kamp mod netop AaB for en matchbold.

- Det er bare én ud af de 12 kampe, der resterer. Der er 36 point at spille om endnu. Det er klart, at vi kan skabe et endnu bedre fundament ved at tage til Aalborg og vinde, og det vil vi gøre alt for, siger cheftræneren.

FCM-træneren mener dog, at der skal mere end det, midtjyderne viste i mandagens kamp, til for at tage point i Aalborg.

- Vi ved, at vi kan spille bedre, end vi gør i dag. Så vi skal følge op på den fremragende indsats i Parken. Og gør vi det, så bliver det en meget seværdig fodboldkamp, siger han.

FC Midtjylland er kommet godt i gang i foråret. Og med sejren over Sønderjyske er Glen Riddersholms målsætning ind til videre i hus.

- Vi vinder, og vi har fået den start på foråret, som vi har drømt om. To point i gennemsnit per kamp, som er vores erklærede mål.

- Jeg synes, der er mange positive ting at tage med. Hvis man gerne vil være et tophold, og hvis man gerne vil drømme om mere end det, man kunne forvente, inden sæsonen gik i gang, så er det sådan en kamp her, man skal vinde, siger han.

/ritzau/