Riffelbevæbnet mand efterlyses på Samsø

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi efterlyser en farlig mand bevæbnet med springkniv og riffel på Samsø.

Manden har under et røveri snittet en kvindelig ansat på Hotel Flinchs i Tranebjerg med kniven, og politiet betegner ham for farlig.

- Han er farlig, fordi han møder op på hotellet bevæbnet og angriber kvinden. Hvis folk ser ham, er rådet derfor at ringe til politiet straks, siger politikommissær ved Østjyllands Politi, Mogens Brøndum til Ritzau.

Han understreger dog, at kvindens snit er ufarligt. Hun blev truet til at udlevere hotellets kassebeholdning.

Ekstra mandskab og hunde er fløjet til Samsø for at hjælpe med eftersøgningen, men politiet beder også om hjælp fra befolkningen.

Manden beskrives som arabisk af udseende, mellem 35 og 40 år og slank af bygning. Han er iført mørkt joggingtøj og vurderes til at være 165-170 centimeter høj.

Politiet mener, at manden stadig befinder sig på Samsø og vil derfor gerne høre fra folk, der har set personer, der passer på signalementet og ikke umiddelbart er kendt i området.

Røveriet fandt sted fredag morgen, og gerningsmanden slap væk til fods med et endnu ukendt kontantbeløb.

Manden har ifølge politiet sandsynligvis været på øen siden mandag eller tirsdag. Han kan, ifølge Østjyllands Politis på Twitter, være i besiddelse af en bil.

- Gerningsmanden på Samsø kan være kørende i en mindre, sort Peugeot, skriver politiet.

/ritzau/