Rift om billetter til pokalfinale

Billetsalget til årets pokalfinale for damer, der startede fredag, har allerede rundet 1.395 billetter (inklusiv reserverede billetter). Dermed er der blot cirka 1.000 billetter tilbage til opgøret mellem Viborg HK og FC Midtjylland lørdag den 28. december i JYSK Arena i Silkeborg.

- Det er betryggende, men ikke overraskende, at der er rift om billetterne til damernes pokalfinale. Det er en klassisk kamp mellem to af dansk håndbolds mest vindende topklubber, som tillige gør det rigtigt godt i Europa. Der bliver knald på den sidste lørdag i december, og indledningen på billetsalget mere end antyder, at der bliver udsolgt, siger Dan Hammer, direktør i Divisionsforeningen Håndbold.

Med sin beliggenhed i Silkeborg er JYSK Arena ideel som neutral kampplads med omkring 30 kilometer til Viborg og Ikast, hvor de to klubber normalt optræder. Mange af de to klubbers fans har allerede sikret sig billetter, men der er også god interesse for opgøret i Silkeborg og omegn.

Billetter til opgøret kan købes via klubbernes og Divisionsforeningen Håndbolds hjemmesider.

Dagens Gossip