Rige olielande giver store milliardbeløb til Egypten

Pakken består af knap seks milliarder i kontanter, benzin og gas til en værdi af knap 12 milliarder samt et lån til Egyptens centralbank på knap 12 milliarder kroner.

Det sker samtidig med, at De Forenede Arabiske Emirater ligeledes tilbyder en hjælpepakke på godt 17 milliarder kroner til Egypten, hvoraf knap 12 milliarder er et rentefrit lån.

Hjælpen kommer, efter at den egyptiske hær i sidste uge afsatte den islamistiske præsident, Mohamed Morsi, til stor begejstring for styret i De Forenede Arabiske Emirater.

»De Forenede Arabiske Emirater står sammen med Egypten og dets folk i denne afgørende periode. Vi har tillid til folkets valg samt folkets evne til at overvinde de igangværende udfordringer,« siger emiraternes nationale sikkerhedschef, Sheikh Hazza bin Zayed al-Nahyan, ifølge AFP efter et møde i Cairo med Egyptens midlertidige præsident, Adli Mansour.

Hjemme i De Forenede Arabiske Emirater slår styret hårdt ned på Det Muslimske Broderskab, som Egyptens afsatte præsident Morsi tilhører, og kort efter afsættelsen hyldede det olierige golflands udenrigsminister den egyptiske hær for at være »Egyptens beskytter«.

Egyptens økonomi har lidt under den politiske og økonomiske ustabilitet, der har hersket i landet, siden den folkelige opstand i begyndelsen af 2011, der endte med, at tidligere præsident Hosni Mubarak gik af.

Mange turister og udenlandske investorer har siden holdt sig væk fra Egypten, og det er en væsentlig årsag til, at landets økonomi skranter.

Dagens Gossip