Rigmanden bag Schleck-hold sælger licens - nyt storhold opstår

Selvom Beccas arme er korte, var hans armbevægelser store. Alle cykelløb skulle vindes, og når det ikke lykkedes blev Becca rød i hovedet af raseri. Allerede året efter skete det første forfald på holdet, da holdet måtte fusionere med Team Radioshack. Derfra gik det stadig kun nedad, da dårlig økonomi, interne stridigheder og Johan Bruyneels dopingsag tog al opmærksomheden.

Nu ser det endeligt ud til at drømmen er slut for Flavio Becca. Det luxembourgske nyhedsite Tageblatt.lu skriver, at Flavio Becca i øjeblikket er i gang med at sælge sin World Tour-licens, som gælder til og med sæsonen 2014. Køberen skulle være den amerikanske cykelproducent Trek, som i forvejen spiller en fremtrædende stor rolle på Team Radioshack.

Trek vil tage det meste af Team Radioshack over på det nye hold, som ifølge det luxembourgske sites oplysninger får Fabian Cancellara som kaptajn. Fabian Cancellara ville i sidste sæson gerne ud af sin kontrakt med Team Radioshack for enten at tage til det schweiziske hold IAM Cycling eller tilbage til Bjarne Riis på Team Saxo-Tinkoff. Hans kontrakt udløber efter denne sæson, og nu lader det til, at han er blevet fristet af tilbuddet fra Trek.

Det store spørgsmål er hvor den nye situation efterlader Andy og Fränk Schleck. Det succesrige brødrepar var hele årsagen til at Team Leopard-Trek opstod, og de betragtede holdet som deres. De har kørt for samme hold hele deres karriere, og har begge sagt, at sådan vil de fortsætte. De har begge kontrakt til og med 2014, og det kan give Flavio Becca problemer.

Ifølge Tageblatt vil Andy Schleck tage med til det nye storhold, imens der er mere tvivl om Fränk Schleck, som i øjeblikket afsoner karantæne for en positiv dopingprøve under sidste års Tour de France.

Den danske sportsdirektør Kim Andersen har i år fået mere indflydelse på Team Radioshack, efter han i sidste sæson blev kørt helt ud på et sidespor af Johan Bruyneel. Både han og Andy Schleck har givet udtryk for, at de ønsker at fortsætte sammen uanset hvor det måtte blive.

Den ledende sportsdirektør på det nye hold bliver Luca Guercilena, som indtager samme position på Team Radioshack i år. Den amerikanske sponsor Radioshack har meddelt, at de trækker sig ud af cykelsporten.

Dagens Gossip

Dagens TV