Rigsarkivar ser frem til sætte tyvekoster tilbage på hylden

Hos Rigsarkivet glæder man sig over samspillet med myndighederne op til dommen, ligesom man ser frem til det arbejde, der nu venter med at bringe arkiverne i orden igen.

»Vi sætter stor pris på det gode samarbejde med Københavns politi og er godt tilfredse med, at sagen nu kan afsluttes«, udtaler rigsarkivar Asbjørn Hellum i en pressemeddelelse.

»Nu foreligger der et stort arbejde med at få sat tingene på deres rette hylde igen, men det er en opgave, som vi glæder os til,« forklarer han.

De to mænd på 53 og 47 år blev idømt henholdsvis to år og et år og ni måneders fængsel. Begge dømte, som har siddet varetægtsfængslet siden oktober sidste år, accepterede dommene.

De dømte var ikke enige med anklageren i, hvor mange dokumenter de havde stjålet, men sagen endte med, at de to mænd blev fundet skyldige i tyveri af 1.045 arkivalier primært fra det tidligere Landsarkivet for Sjælland samt fra Rigsarkivet.

Tyvekosterne, som er blevet stjålet over en treårig periode, omfatter blandt andet unikke krigspapirer, retsdokumenter, billeder fra gerningssteder og lignende fra retsopgøret efter besættelsen.

Rigsarkivar Asbjørn Hellum ser med alvor på tyverierne, og han understreger vigtigheden af arkiverne.

»Det er en alvorlig sag at stjæle arkivalier, for der er tale om unikke og uvurderlige dokumenter fra Danmarks historie,« påpeger Asbjørn Hellum.

»Vi fungerer jo som nationens hukommelse, og når arkivalierne forsvinder, så kan hverken offentligheden, forskerne eller historikerne få adgang til kilderne. Det har betydning for både research og forskning.«

Den samlede værdi af de historiske tyvekoster anslås til at være mellem halvanden og tre millioner kroner, men ifølge de dømtes vurdering, var materialet højst en million kroner værd.

Dagens Gossip

Dagens TV