Rigshospitalet melder to forskere til politiet

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Rigshospitalet har meldt to forskere til politiet for ulovlig brug af forskningsmidler.

Politianmeldelsen kommer, efter at eksterne revisorer efter anmodning af Region Hovedstaden og Rigshospitalet har kulegravet bilag fra de to medarbejderes forskningsprojekter.

Alle bilag over 5000 kroner er blevet gennemgået, og der er mangelfuld dokumentation for omkring en million kroner, oplyser regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).

- Kulegravningen har vist uregelmæssigheder, der er af så alvorlig karakter, at hospitalet nu har politianmeldt de to forskere, siger Vibeke Storm Rasmussen, der tirsdag orienterede regionsrådets forretningsudvalg om sagen.

Det er ikke første gang, at Rigshospitalet går til politiet med en mistanke om ulovlig brug af forskningsmidler.

I juni blev en hjertelæge fritstillet og politianmeldt, fordi hospitalet mener, at større beløb fra en medicinalvirksomhed til forskning er havnet på lægens egen konto og ikke på Rigshospitalets særlige konto til den slags.

Ifølge regionsrådsformanden er der i den nye sag registreret udgifter, hvor dokumentationen har været mangelfuld eller fraværende, og udgifter hvor formålet ikke tjener forskningsformål.

Administrationen på Rigshospitalet og andre hospitaler i region Hovedstaden har i kølvandet på sagerne fået et nyt økonomisystem, der giver større gennemsigtighed og bedre kontrol.

Blandt andet skal alle forskningsprojekter fremover have særskilte konti, og alle udbetalinger fra en konto skal fremover godkendes af "fire øjne".

/ritzau/